|
Ny forbrugerhotline om nethandel
Ny forbrugerhotline skal via telefon eller internet hjælpe forbrugere med problemer i forhold til netbutikker med e-mærket.
E-handelsfonden har åbnet en ny hotline for forbrugere, der ønsker hjælp i forbindelse med handel i en e-mærket netbutik. Fonden modtager flere og flere henvendelser fra forbrugere, som spørger om forskellige forhold i forbindelse med nethandlen.
"Forbruger Hotlinen er en vigtig instans hos os, fordi vi får mulighed for at hjælpe endnu flere forbrugere med en hurtig afklaring på deres problemstilling. Samtidig opbygger vi en viden om vores netbutikker, som er med til at styrke e-mærkeordningen overfor forbrugerne" siger E-handelsfondens direktør Lars Schmidt Larsen.
Grundig sagsbehandling Fonden vil ved henvendelser sætte sig grundigt ind i en sag og derefter tage kontakt til netbutikken.
"Det er ikke unormalt, at de e-mærkede netbutikker strækker sig længere, end hvad loven foreskriver for at få en sag løst" forklarer Lars Schmidt Larsen.
Man kan enten ringe til fondens hotline eller udfylde en formular på fondens hjemmeside.
e-mærkets værdier
e-mærket bliver tildelt virksomheder og organisationer, der lever op til lovgivningskrav og e-handelsfondens særlige krav om korrekt og etisk adfærd på nettet.
En e-mærket netbutik overholder:
- Markedsføringsloven - E-handelsloven - Forbrugeraftaleloven - Persondataloven - Købeloven - Særlige branchelove og –regler
Når et website er e-mærket, er du sikker på:
- Betalingsløsningen er krypteret og sikkerhedsgodkendt - Du modtager aldrig SPAM fra en dette website - Du kan nemt få at vide hvad dine personoplysninger bliver brugt til - Du får kun nyhedsbreve eller elektronisk reklame, når du udtrykkeligt har sagt ja - Ved køb bliver du udtrykkeligt gjort opmærksom på betingelserne for handlen - Fortrydelses- og reklamationsret fremgår af den elektroniske ordrebekræftelse - Du kan deltage i eventuelle konkurrencer uden at forpligte dig til andet (tilmelding til nyhedsbreve, accept af reklamer etc.) - Det fremgår tydeligt, hvilken virksomhed du handler med - e-handelsfonden gennemfører løbende kontrol for at sikre, at websitet lever op til e-mærkets retningslinier og gældende lov - Du kan ikke forudbetale med konto-til-konto, check eller giro (hvor du selv hæfter for det betalte beløb i tilfælde af, at varen ikke bliver leveret)
I dag er over 600 butikker tildelt e-mærket.
|