|
Nødhjælp koster arbejdspladser i Danmark
Kan de store danske nødhjælpsorganisationer være med til at ødelægge butikkers gevinst ved at annoncere og hvad koster det på bundlinien
Op mod 1 million brugere får i disse dage en email fra en række danske velgørenhedsorganisationer. I mailen er en opfordring til at downloade et lille stykke software fra AidOnline.
Dette software fungerer ved at det erstatter reklameblokke på internetsider med reklamer fra AidOnline. AidOnline sælger så disse kaprede reklamepladser til annoncører. Af indtægterne fra dette salg doneres 80% til de velgørende organisationer.
Problemet med denne ombytning er, at de annoncører der har betalt for at få deres reklamer vist et vist antal gange, eller i en bestemt tidsperiode ikke får de reklamevisninger der er betalt for. Det betyder så at annoncøren mister indtjening, og derved kapital til drift og udvikling.
Derved undermineres tilliden til annoncering på websites, og det betyder at finansieringen af gratis indhold på websites bortfalder, og dermed tvinges mange websites til at lukke.

Hobbi.dk bliver hårdt ramt En af de små erhvervsdrivende der bliver ramt er Hobbi Danmark, som sælger hobbyartikler på internettet. Webshoppen benytter sig blandt andet af annoncering på forskellige hobbyrelaterede sites, og får en del salg via bannerannoncer. Hvis dette salg bortfalder pga. ombytning af annoncer kan det betyde at butikken vil være hæmmet i sin udvikling, eller måske ligefrem være tvunget til afskedigelser. Butikken har tidligere støttet blandt andet Kræftens Bekæmpelse, men det kan man ikke længere forsvare, når organisationen medvirker til at forringe vilkårene for små internetbutikker og medier.
Ikke kun butikkerne rammes
Det er naturligvis ikke kun de forretningsdrivende der rammes af AidOnline's software pga. den manglende omsætning deres annoncer skaffer dem.
De store såvel som små gratis websites, der har skabt sin omsætning og eksistensgrundlag via online annoncer, bliver også hårt ramt.

"Hvis vi mister vores indtægter fra annoncer, må vores site inden for ret kort tid lukke" udtaler Thomas Stefansen, direktør for AltOnline.dk og fortsætter: "Vores kunder benytter vores site netop pga. den sammensætning af annoncer og tjenester vi tilbyder, og hvis annoncepladserne stjæles af andre, mister vi vores annonceindtægt og brugerne forsvinder pga. mangende interesse for vores site".
Andre store og mere kende sites som EkstraBladet.dk og JyllandsPosten.dk har langt større problemer at kæmpe med.
Hvis AidOnline.dk og velgørenheds organisationerne får held med deres software, kan det betyde at de helt store bladhuse med mange journalister ansat, må skære ned og fyrer mange folk pga. de manglende annonce indtægter.
"Det svarer til, at TV stationerne, der viser superliga fodbold, fjerner bandereklamerne med en særlig lacer teknik og istedet indsætter deres egne annoncer, når de hver weekend viser fodbold fra landets bedste fodboldrække" udtaler Thomas Stefansen fra AltOnline.dk

"Dette er en teknik, der faktisk er mulig, men hvis det skete, ville de mange fodboldklubber miste deres annonceindtægter fra deres sponsorer og ville dermed gå konkurs efter ganske kort tid - og det er netop det som AidOnline er igang med nu - bare på internettet" slutter Thomas Stefansen.
Kilde: Presswire.dk og AltOnline.dk d. 4. juni 2009 |